OM SC COACHING
Om mig
Udover at være uddannet pædagog og cand.pæd.pæd.psyk med speciale i brudte familier, hedder jeg Sandra, er 36 år, mor til to og kone til én. Herudover har jeg en række supplerende uddannelser og kurser, bl.a., NADA udøver, MOT-coach, linjefag i udskolingsdansk m.fl.
Jeg har gennem årene beskæftiget mig en hel del i Folkeskolen, hvor jeg både har undervist og arbejdet med AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel). Desuden har jeg beskæftiget mig i daginstitutioner, døgntilbud, akutpsykiatrien, på krisecenter, med familiebehandling m.fl.
Jeg er særligt optaget af, at min indsats altid er helhedsorienteret og tager udgangspunkt i at skabe balance. For mig handler det hele om balance, uanset om det er i dig selv, personalegruppen, parforholdet, virksomheden, klassen eller familien.
Jeg hjælper mine klienter med at komme i kontakt med deres inderste værdier, tanker og følelser og giver dem redskaber til at handle på dem, så de opnår den udvikling de ønsker.
Sandra
Mission
At hjælpe mine klienter med at komme i kontakt med deres inderste værdier, tanker og følelser og giver dem redskaber til at handle på dem, så de opnår den udvikling de ønsker.
Vision
Jeg er særligt optaget af, at min indsats altid er helhedsorienteret og tager udgangspunkt i at skabe balance.
Værdier
Min vej til SC COACHING
Jeg har altid været særligt optaget af at se og møde det hele menneske og gøre op med de rammer og kasser som samfundet putter os i. Men uden at vide af det, havnede jeg selv i en.
Under Corona fik jeg øjnene op for, hvor fast jeg egentlig havde siddet i hamsterhjulet. Det var en befrielse, at blive revet ud af det for en stund. Det var en kæmpe øjenåbner for mig.
Men da samfundet langsomt begyndte at lukke op igen, gled jeg lige så langsomt tilbage i hamsterhjulet. Jeg opdagede det faktisk ikke.
Ikke før jeg en sen eftermiddag stod på mit arbejde, i færd med at planlægge og klargøre til næste dag. Pludselig registrerede jeg noget varmt ned ad benene og der lå en lille sø på gulvet mellem mine ben.
Jeg havde simpelthen tisset i bukserne.
Jeg kunne hverken mærke eller stoppe det, men fik efterfølgende en voldsom mavepine.
Jeg blev frygtelig bange og tænkte, at jeg måtte fejle noget alvorligt, når sådan noget kunne ske. Jeg tog selvfølgelig til min læge, som undersøgte mig og kunne berolige mig med, at der ikke var noget galt med min mave.
Til gengæld ville hun gerne sygemelde mig i to uger, for hun havde en mistanke om, at symptomerne var stressrelateret. Helt ærligt, så tænkte jeg, at hun var skør.
Hvis jeg havde stress, ville jeg da være den første til at mærke det.
Jeg havde godt nok haft lidt udfordringer med hukommelsen den sidste tid, men det var jo bare mig, der var glemsom. Min læge insisterede fortsat på sygemeldingen og jeg lod mig overtale.
I de første dage efter sygemeldingen var jeg virkelig dårlig. Rent fysisk kom der flere og flere symptomer til. Jeg havde ondt i brystet og følte der sad en blokering, så jeg ikke kunne trække vejret helt igennem, min mavepine fortsatte, den hovedpine, jeg egentlig havde gået med, gennem en længere periode, tog til i styrke, jeg havde massiv kvalme og mine ben var som gele.
Jeg begyndte så småt at tænke, der måske alligevel var noget om relevansen af den sygemelding.
Da jeg efter de to uger sad nede ved lægen, gav det hele pludselig mening for mig. Jeg havde gået på kompromis med mine inderste værdier i så lang tid, at jeg havde mistet forbindelsen mellem mit hoved og min krop. Jeg var holdt op med at reagere på det min krop prøvede at fortælle mig. Jeg havde totalt mistet balancen. Måske jeg overlevede i stedet for at leve.
Jeg blev ret hurtig helt afklaret med, at jeg ikke skulle tilbage på mit job, men i stedet være tro mod mine inderste værdier, efterleve efter dem og tænke helt anderledes. Jeg var ikke i den rigtige kasse – faktisk passede jeg slet ikke ind i nogen kasse.
Efter den erkendelse, var det som om, der åbnede sig en verden af muligheder fremfor begrænsninger. Jeg vidste med mig selv, at jeg fortsat skulle arbejde med det jeg brænder allermest for, nemlig at være noget for andre mennesker, men det skulle være i en anden ramme.
Det skulle være slut med at passe min familie ind i mit arbejde, og i stedet passe mit arbejde ind i min familie. Jeg besluttede mig for at gøre op med socialt skabte normer om karriere, arbejdsliv og familieliv én gang for alle. Det var nemlig gået op for mig, at de eneste der om 10 år ville huske, at jeg arbejdede over, eller tog telefonen i weekenden – det var mine børn!
Så jeg startede helt fra bunden og lagde et nyt puslespil. Jeg sammensatte selv de brikker, der var meningsfulde og vigtige for mig, for at skabe et liv i balance. Det er et puslespil som aldrig bliver helt færdigt, men som bygger på en tro mod mine inderste værdier og et opgør mod at gøre, hvad jeg tror der forventes af mig. En af de meget vigtige brikker i mit puslespil, er selvfølgelig SC Coaching, som formår at passe ind i mit familieliv samtidig med, jeg udlever min dybeste passion.
Af hjertet TAK